EGEBJERG & HYTTEL - "LANDSKABETS SPROG"

Sognepræst Ronald Risvig om "Vinden vender mig hjem"

Fra Ronald Risvigs tale ved præsentation af Britta Egebjergs "Flydende kyster", Vejle Kunstmuseum:

”Vinden vender mig hjem” der også er titlen på den salme du har frembragt og som Camilla Elving Hyttel så smukt har sat i musik. Det er en melodi der varsomt og stille, som på bare fødder træder ud i morgens dugvåde græs, og tager os med på en vandring i morgendagens jomfruelige landskab, det landskab, der nok er dit Britta og dog samtidig et fælles landskab. Det landskab vi erindrer som skabelsens morgen, hvor Vor Herre sagde: ”Lad der blive lys, liv og glæde”

Du har skrevet en salme, uden Gud og Jesus eller troen og andre dogmatiske begreber er nævnt ved navn. Men en salme er en sang, der rummer både det Gud vil os, og det vi vil Gud. Således er salmen et ekko af evangeliet, hvor det der kan udtrykkes troværdigt om forholdet mellem Gud og mennesker kommer til udtryk i en poetisk og musikalsk form, der gør at det går til hjertet, både vores hjerte og Guds. Sådan – lettere omskrevet- har sognepræst Jørgen Kjærsgaards, der har et indgående kendskab til den danske salmetradition,  udlagt, hvad en salme er. De tre vers i din salme af, hver fem linjer er udvalgt og sat sammen af Camilla, der frit kunne vælge mellem de 32 udsagn du Britta har givet til billederne i ”Flydende Kyster”. Det er paradoksale udsagn. Her rummes det der sprogligt er en modsætning, men eksistentielt sandt, fordi der her udfoldes en sandhed om det ellers usigelige.  

”Stilhed vækker dig” Er det første paradoksale udsagn til det første billede i ”Flydende Kyster”. ”Stilhed vækker dig”. Der står ganske vist i Johannesevangeliet at: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” men der er ingen modsætning mellem stilhed og Ordet  - tværtimod.

For i den kristne fromhedstradition findes stilheden, udtrykt med ord som meditation og kontemplation som noget væsentligt. Ordet og stilheden er hinandens forudsætninger og komplementerer hinanden. For kun i stilhed kan Ordet få plads og vække dig. Vække dig – vække os til liv – Det er det Ord der skaber liv og bringer mennesker sammen i livgivende fællesskaber.

 ”Lyset står i skyggerne” Kommer også tidligt i bogen og i forlængelsen af evangelisten Johannes ord og om Ordet læser vi få vers længere fremme: ”Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke”

Lyset er Kristus – det lys der er stærk at intet mørke kan overvinde det. For ud af det mørkeste mørke – ud af graven stiger lyset, som opstandelse. Ikke kun som noget der skal komme en gang – opstandelse er her og nu, hver gang vi vækkes til liv til glæde. Her er vi favnet af liv. Eller med dine ord Britta:

”Evigheden omfatter mig” Den evighed der forkyndes os ved Kristus – Den sandhed der er og som altid har været og altid vil være.

I den sandhed kan vi hvile – der har vi hjemme

Eller som du også skriver: Vandringen slutter ved begyndelsen – alt er givet, som mulighed, som liv – som tro. Det er der gør at du – at vi - kan stå på alt – hvad vi bærer med os. Sådan læser din salme – som en forkyndelse af, hvad evangeliet fortæller os.

En salme kan formidle kristentro og bøn og  således være en gudstjeneste i sig selv. Det er, hvad jeg ser og læser i ”Flydende Kyster” selvom der, som tidligere nævnt, ikke bruges dogmatiske  begreber, som f.eks. tro og nåde. Selve titlen på dit værk Britta, leder for mig tanken hen på det der står fast, nemlig kysten som synonym for Ordet, med stort O. Og så det bevægelige – det flydende, der er livet og mødet mellem mennesker – og mellem mennesket møde med naturen. Hvilket ikke betyder det flyder, men netop er i bevægelse og kan være i bevægelse – bevæget til liv i kraft af Ordet. 

Og ved læsning af dine tekster og ved at se dine billeder og ved at arbejde med denne tale – eller foredrag eller prædiken – om man vil – da trådte en salme - blandt mange – tydeligt frem. Jakob Knudsens store morgensalme – ”Se nu stiger Solen”.